Hvem er vi


Tagfarmen ØsterGRO er startet af Livia, Kristian og Sofie, som mødtes under etableringen af Ottilias Have – en community garden, der tilbage i 2013 blev opstartet på Carlsberggrunden.

 

Tagfarmen på ØsterGRO

Livia Urban Swart Haaland

Livia er født i 1989 og opvokset i Lyngby. Hun er tidligere arkitektstuderende, men efter mødet med dyrkning af grøntsager i byen har hun skiftet kurs, og studerer i dag til økologisk gartner. Sit første møde med grøntsagsdyrkning, havde Livia i Ballerup, da hun tilbage i 2013 dyrkede grønsager på et jordlod ved siden af studierne med en veninde. Hun var derefter frivillig i 3 måneder på Brooklyn Grange – verdens største tagfarm i New York, inden hun startede ØsterGRO sammen med Kristian og Sofie. Livia er en energibombe uden lige, som bare elsker det hun laver. ØsterGRO er nemlig ikke blot hendes arbejde, det er hendes hobby – hendes kald. Livia er måske ikke særlig stor, men hun er bomstærk, og kan tage fat som en voksen mand. Man tror det måske ikke, men det er sandt!

Rolle på tagfarmen
Livia arbejder på deltid på farmen, mens hun studerer til økologisk gartner. Hun er tagfarmens dyrkningsekspert og landmand. Hun står for såplaner og generel pleje af grøntsagerne. Det er også Livia, der holder workshops, har medlemskontakt og underviser skolebørn og meget, meget mere.

 

Livia danser så godt, at man skulle tro hun var et blandingsprodukt af Beyonce og J-Lo. Hun elsker mors spegepølse-madpakker og så er hun yderst gavmild, når det kommer til uddeling af smil, kys og kram

 

Tagfarmen på ØsterGRO

Kristian Skaarup

Kristian er født i 1981 på Nykøbing Falster. Selvom Kristian er fra landet, er han ikke vokset op på en bondegård, men hos en dejlig familie, hvor faren var mekaniker. Han blev nærmest født med motorolie under neglene! Kristian er uddannet Landskabsarkitekt fra Københavns Universitet, men med en bachelorgrad fra skovskolen i Nødebo. Kristian er iværksætter helt ind til benet. Han er en ildsjæl, der ikke kan lade være med at starte nye projekter, fordi de ligger hans hjerte nær. Eksempelvis har han også startet et motorcykel værksted, da biler og motorcykler – ja nærmest alt der kan køre stærkt – er noget han elsker. Selvfølgelig kun italienske mærker, da Kristian er udpræget italofil. Kristians drøm er at kunne skabe grønne arbejdspladser på sigt, med sine mange projekter. Kristian har en kærlighed til træer, og har også et træfældningsfirma. Men i stedet for at fælde dem, prøver han altid at overtale kunderne til at bevare deres smukke træer.

Rolle på tagfarmen
Kristian arbejder på fuld tid på farmen og sørger løbende for at afholde rundvisninger, hjælpe til med alt muligt, har kontakt til myndighederne og alt det, som farmen kræver af drift. Han har hænder skruet fantastisk godt på, og er (selvfølgelig) også tagfarmens altmuligmand. Han er desuden også farmens bi-ekspert, for ikke at nævne de 1000 andre funktioner han har.

 

Kristian har bygget sit eget vidunderlige hus, som han bor i på Amager. Han drikker mindst 10 kopper kaffe om dagen og så elsker han pålægschokolade og koldskål – faktisk alt hvad der er fyldt med sukker!

 

Tagfarmen på ØsterGRO

Sofie Brincker

Sofie er født i 1986 i Aalborg og har en bachelor fra Aalborg Universitet i arkitektur og design, men flyttede siden til København for at tage en master i landskabsarkitektur på Københavns Universitet. Sofie var med til at starte farmen, og var en del af teamet i hele det første år, indtil hun fik et jobtilbud hun ikke kunne sige nej til. Hun arbejder i dag med forskning inden for byudvikling på Københavns Universitet, men besøger tagfarmen så tit hun kan.

 

Jeg elsker tagfarmen og er så stolt af at have været med til at skabe et projekt, der både er økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtigt. Det er det mest fantastiske sted i verden! Man er nødt til at opleve det, for at forstå det