Bliv medlem


ØsterGRO er både en tagfarm og en dertilhørende forening, der blev etableret I foråret 2014 af Kristian Skaarup, Livia Urban Swart Haaland og Sofie Brincker. Visionen bag farmen var at skabe en lokal og bæredygtig fødevareproduktion i byen og derved give storbyens borgere mulighed for at følge et økologisk landbrug på tætteste hold. Denne vision blev til virkelighed i løbet af farmens første år, da vi igennem sommeren/efteråret 2014 brødfødte 16 lokale familier med økologisk, lokalt dyrkede afgrøder fra taget.

I dag drives farmen til daglig af Kristian og Livia, som sammen med en hel masse frivillige, dyrker fødevarer på taget efter økologiske principper og afsætter de lækre grøntsager, æg og honning til farmens medlemmer – inspireret af det i udlandet udbredte koncept CSA. En CSA, Community Supported Agriculture, er en alternativ, lokalt baseret økonomisk model for landbrug og fødevaredistribution, der direkte forbinder landmænd og forbrugere. ØsterGROs medlemmer betaler derfor for deres andel af den forventede høst i form af et medlemskontingent forud for sæsonen. Når høstsæsonen så begynder, henter medlemmerne hver onsdag ugens udbud af lækre, økologiske grøntsager.

 
Tagfarmen på ØsterGRO
 

Jeg kan godt lide farmen. Den er vildt sej! Jeg vidste slet ikke hvordan en broccoli rigtigt så ud når den vokser i jorden. Den ligner nærmest en flot blomst!

Skjold og Magne

 

ØsterGRO har i dag et samarbejde med et lille nystartet økologisk landbrug i Store Magleby ved Dragør på Amager – Københavns gamle spisekammer. Landbruget, Seerupgaard, drives af Neel og Marc, der har købt 7 hektar jord af Neel’s far, som er konventionel landmand. Men Neel og Marc har istedet omlagt deres 7 hektarer jord til økologisk landbrug og dyrker nu de dejligste grøntsager til ØsterGRO! De drømmer at udvide landbruget og få både høns, bærbuske og nøddetræer. Seerupgaard leverer således halvdelen af medlemmernes ugentlige afgrøder, hvilket har muliggjort at ØsterGRO nu har 40 medlemmer hver sæson.

Der er mange fordele ved samarbejdet med Seerupgaard. På tagfarmen kan vi fokusere på at dyrke de afgrøder, der giver mest mening at dyrke på taget og lade Seerupgaard dyrke dem, som skal bruge meget plads og er tidskrævende. Desuden får man som medlem ikke blot en tilknytning til tagfarmen, men også til et større økologisk landbrug, som jo – lige bortset fra ØsterGRO – ikke kunne ligge tættere på København.

Medlemskab og priser
Prisen for medlemskab er 3000 kr. fordelt over to rater, til betaling henholdsvis 15. maj og 1. August.

Som medlem, kan man:

  • I høstsæsonen ugentligt afhente sin andel af grøntsager (juni-november) og senere på sæsonen honning
  • Deltage i hønseordningen, hvor man passer høns og får æg med hjem
  • Deltage i arbejdet på taget, i den grad man lyster
  • Bruge taget til socialt samvær, når taget ikke er reserveret til restaurant og andre arrangementer

Som medlem må man bruge taget, også når Livia og Kristian ikke er deroppe. Men når der er arrangementer, eller taget er lejet ud, er der ikke adgang. Vi sigter på jævnligt at afsætte medlemsdage – og vi har en gruppe på facebook for alle medlemmer, så man let kan komme i kontakt med hinanden internt, dele billeder og tage initiativ til fællesmiddage osv.

 

På farmen laver vi alt muligt! Vi slynger honning, sætter spirer ud, plukker tomater, drikker kaffe og hygger os vildt meget med hinanden

 

Der er på nuværende tidspunkt mange på venteliste til medlemsskab, så man skal påregne ventetid for at få en ledig plads. Hvis du kunne tænke dig at blive medlem hos ØsterGRO, skal du sende en mail til os, mærke mailen ”Medlem” og angive navn, adresse og telefonnummer.